Eventyrenes Klub

En myte er en fortælling fra tidernes morgen om jorden og livets opståen, om kampen mellem det gode og det onde, og om de kræfter, der styrer verden.

 

De nordiske myter kendes især fra Edda- og skjaldedigtene. I myterne indgår fortællinger om de gode asers kamp mod de onde jætter, en kamp, som fører til til verdens undergang i Ragnarok og til dens genfødelse. Vi har på den første side allerede studeret den nordiske skabelsesmyte. Her følger et ud uddrag af de mange myter, som er overleveret os. Som du vil se, handler de fleste myter om Thor, og mange af dem, er særdeles kulørte. Til trods herfor indeholder de megen livskundskab og dybsindig filosofi.
 

Menneskebørnene Røskva og Tjalfe

En dag Thor og Loke er ude at køre en tur i menneskenes verden, Midgård. De bliver de trætte og sultne beslutter at banke på døren til det første bondehus, de kommer til. Her bliver de budt velkomne af husfaderen, som bor i den beskedne hytte sammen med sin hustru samt børnene Røskva og Tjalfe. Desværre kan han ikke byde på aftensmad, da de dårligt har nok til sig selv. Thor siger, at det ikke er noget problem, og han slagter straks sine gedebukke, flår dem og lægger skindene ud på gulvet. Han formaner, at når de havde gnavet kødet af knoglerne, skal de smide dem hen på skindene. De må ikke, som det ellers var meget almindeligt, brække benene for at suge marven. Da kødet er kogt i den store gryde, spiser man til maverne er ved at sprække, hvorefter man går i seng og sover til næste morgen. Thor bærer skindene med knoglerne udenfor hytten og svinger Mjølner over dem, og straks kommer bukkene til live, og Thor spænder dem for vognen. Da bemærker han, at den ene af bukkene halter på det ene ben. Thor bliver rasende og spørger om, hvem der har trodset ham og flækket en knogle for at suge marv. En meget brødebetynget Tjalfe må gå til bekendelse. Faderen bliver forskrækket over gudens vrede og tilbyder som bod, alt hvad han ejer. Thor formildes og forlanger, at Tjalfe skal komme med ham til Asgård som hans træl. Børnene, Tjalfe og søsteren Røskva, vil nødig skilles, og det ender med, at de begge forlader deres familie. Vi møder søskendeparret flere gange i de følgende myter, hvor de gør sig nyttige på forskellige måder. I denne fortælling får vi et tydeligt indtryk af, hvorledes guders og menneskers liv væver sig ind i hinanden.

 

Odin stjæler skjaldemjøden

Som du ved foretager Odin mange rejser, gerne forklædt og under et påtaget navn, så ingen kan genkende ham. I denne myte, hvor han stjæler skjaldemjøden fra jætterne, kalder Odin sig for Bølværk og har klædt sig ud som en bondekarl. Du husker måske, at hovedbestanddelen i skjaldemjøden er den vise Kvasers afhuggede hoved, som blev benyttet til at brygge en drik, der giver digteriske evner og visdom. Det har vi alle prøvet. Mjøden befinder sig hos jætten Suttung, som har gemt det inde i et bjerg, hvor det bevogtes af datteren Gunlød.

Odin, eller rettere Bølværk, tager hen til Suttungs broder, Bauges gård. Her er ni karle godt i gang med at høste. Bølværk tilbyder at slibe deres le, og det gør han så godt, at alle ni kommer til at hugge halsen over på hinanden. Bølværk fortæller Bauge om den forfærdelige ulykke, der er sket, og tilbyder at gøre høsten færdig og arbejde for ni mand resten af sommeren. Hans eneste løn skal være en slurk af skaldemjøddet. Bauge svarer, at han vil undersøge, om det kan lade sig gøre.

Da efteråret kommer, beder Bølværk om at få sin løn. Bauge tager Odin med hen til sin broder Suttung, som imidlertid ikke vil give Odin en eneste dråbe af den kostelige drik. Odin overtaler Bauge til, at de skal forsøge at få fat i mjøddet med list. Han beder Bauge om at bore et hul ind i bjerget, som rummer skjaldemjøden. Efter at Bauge har boret en tid, siger han, at boret er nået igennem. Odin blæser ind i borehullet, men da han får borespånerne tilbage i hovedet, er han klar over, at Bauge vil narre ham. Han beder Bauge bore noget mere, og næste gang, Odin blæser i hullet, kommer der ingen spåner tilbage. Han skaber sig om til en slange og kryber gennem hullet. Bauge forsøger uden held at ramme ham med boret, og Odin skaber sig igen om til Bølværk. Suttungs datter Gunlød, som vogter mjøddet, forelsker sig straks i ham, og han sover hos hende i tre nætter. Efter hver nat giver hun ham lov til at smage på mjøddet. Efter den tredje nat har Odin tømt alle karrene med mjød og har det hele i maven.

Han skaber sig nu om til en ørn og flyver hastigt mod Asgård. Da Suttung ser ham flyve, forfølger han ham i sin ørneham. Da guderne får øje på Odin, skynder de sig at stille nogle kar frem udenfor Valhal, hvorefter Odin i farten gylper mjøden op i dem. Odins natlige besøg hos Gunlød resulterer i, at hun føder sønnen Brage.

 

Thor hos jætten Gejrrød

Loke "låner" en dag Frejas falkeham og flyver omkring i Jotunheim (jætternes hjem, Udgård). Her bliver han fanget af jætten Gejrrød, som efter at have set ind i falkens øjne er klar over, at det ikke er nogen almindelig fugl. Loke nægter at give sig til kende, hvorefter Gejrrød lukker ham inde i en kiste tre måneder uden vådt eller tørt. Han får først lov til at slippe, efter at han har lovet at lokke Thor med til Gejrrøds gård uden hans sædvanlige våben, Mjølner. Det lykkes ham - vi ved ikke hvordan - at overtale Thor til denne dristige færd.

De lægger vejen forbi Grid, som er moder til Vidar. Da hun hører om den farlige færd, der er ude på, insisterer hun på, at Thor skal tage hendes stav, Gridarvol, hendes jernhandsker og hendes styrkebælte med, og således udrustet fortsætter Thor sin rejse. Han kommer til den rivende fos, Vimur. Med Gridarvol i hånden og efter at have strammet styrkebæltet går han uden tøven ud i fossen. Pludselig svulmer den op, og Thor er ikke i stand til at komme videre. Thor udtaler dette kvad:

 

Voks ikke, Vimur, som jeg vader for at være
Gæst i Jætternes Gaarde!
Vid, hvis du vokser, da vokser min Asakraft
helt til Himlens Højde.

 

Da opdager han, at det er Gjalp, en af Gejrrøds to døtre, som står overskrævs over fossen og tisser, og Thor standser hende ved at kaste et stort klippestykke efter hende. Det lykkes Thor at få fat i et rønnetræ og trække sig selv op på bredden.

Da de to rejsefæller kommer til Gejrrøds gård, bliver de vel modtaget og får anvist et gæsterum, hvori der kun er én stol; den sætter Thor sig i. Han mærker pludseligt, at stolen beynder at hæve sig op mod taget med ham, og han stemmer imod med Gridaevol og tvinger sig selv og stolen ned igen. Der lyder et højt knæk og et stort skrig. Thor har brækket ryggen på Gejrrøds døtre, Gjalp og Grejp, som bafandt sig stolen. Gejrrød kalder gæsterne ind i hallen, som er kraftigt oplyst. Nu skal der leges. Thor besejrer alle jætterne på gården i brydekamp. Da turen kommer til Gejrrød, kaster han pludselig en gloende jernbolt mod Thor. Tor griber den imidlertid med jernhandskerne, og Gejrrød gemmer sig bag en jeærnsøjle, men Thor kaster bolten, så den både går gennem søjlen, Gejrrød og væggen. Således endte Gejrrøds møde med Thor, og således fik Thor sit styrkebælte og sine jernhandsker.

 

Thor og færgekarlen

På vej hjem fra jættejagt kommer Thor til en fjord. Færgekarlen, som i virkeligheden er Odin selv forklædt som en gammel mand, står på den modsatte side af fjorden med færgen og er meget uforskammet. Han råber til Thor, at hans husbod har advaret ham mod at tage tiggere, hestetyve og andet skarnsfolk med om bord. Han må kun sejle med pæne folk, der fortæller deres navn. Thor råber rasende, at han er Odins søn, den tapreste af alle guderne, men færgemanden giver sig ikke til kende, men siger, at Thor kan kalde ham Gråskæg. Færgekarlen driller Thor med, at han kun har kræfter og muskler, men hverken mod eller hjerte. Thor til gengæld praler af sin styrke og alle sine bedrifter, medens Odin taler om sine kampe, om sine kvindeeventyr og sine sine magiske kræfter. Gråskæg fortæller, at de ædle krigere, der falder på slagmarken, tilhører Odin, mens Thor bare får dem, der er af trælleslægt. Sådan fortsætter det en tid, hvor Thor bliver mere og mere gal, mens Gråskæg forbliver kold og rolig. Til sidst siger Gråskæg til Thor, at han hellere må tage hjem og se, hvem der ligger med hans kone i stedet for at stå der og skabe sig. Lige meget hvad Thor siger, nægter færgekarlen at sætte ham over fjorden, så Thor må gå den lange vej over land. Således fik nordboerne en kontant demonstration af, hvem der er hovedguden, og hvem der bestemmer.

 

Lokes væddemål med dværgene

Loke sneg sig en dag ind til Thors kone Sif, og mens hun lå og sov klippede han hendes smukke, gyldne hår af. Da Thor fandt ud af det, blev han rasende, og da han fandt ud af, at det var Loke, der var den skyldige, truede han med at knuse hvert ben i hans krop. Loke blev selvfølgelig bange og lovede at skaffe Sif hår, der var lige så pænt og voksede lige så godt. Loke gik til dværgene, og for gode ord og betaling lavede de nyt guldhår til Sif. Den historie har su sikkert læst på den foregående side. Her kommer fortsættelsen.

Dværgen lavede også skibet Skibladner, som altid havde medvind, og som kunne foldes sammen, så man kunne havde det i sin pung. Til sidst lavede han spyddet Gungner, der altid ramte plet, når man kastede det. På vej hjem mødte Loke en anden dværg, Brokk og kunne ikke lade være med at vise, hvad han havde fået lavet. Brokk var ikke imponeret og mente, at han broder Sindre kunne lave nogle ting, som var endnu bedre. Det indgik de et væddemål om, og Loke satte sit hoved som pant.

De gik hen til dværgenes værksted, og Sindre var straks med på væddemålet, da han hørte, hvad det drejede sig om. Han lagde først et svineskind på smedien og beordrede Brokk til at træde blæsebælgen, og han understregede, at det var nødvendigt, at Brokk holdt blæsebælgen igang hele tiden. Loke, som stod ved siden af, begyndte at blive bekymret for sit væddemål. Derfor lavede sig om til en hveps og stak Brokk på hånden. Brokk lod sig dog ikke forstyrre, og Sindre var snart færdig med den første ting. Han havde lavet en gris med gyldne børster (hår). Den kunne løbe så hurtigt som den hurtigste hest, hvad enten vejen gik over land, over hav eller gennem luften. Og børsterne lyste så meget op, at selv den mørkeste nat ville blive til lys dag. Sindre lagde nu noget guld på smedien, og Brokk arbejdede igen med blæsebælgen. Denne gang stak Loke ham på halsen, men Brokk blæste uforstyrret videre. Denne gang havde Sindre lavet guldringen Draupner. Hver niende nat dryppede der otte andre lignende ringe fra den; alle lige så smukke som den selv. Til sidst lagde Sindre noget jern på smedien. Denne gang stak Loke Brokk i panden, så der løb blod ned i øjnene. Brokk måtte slippe bælgen et øjeblik for at tørre blodet bort. Det bevirkede, at skaftet på den hammer, som Sindre lavede, blev lige lovlig kort. Hammeren, som senere fik navnet Mjølner, der betyder "den der maler klipper til grus", havde den nyttige egenskab, at den altid ramte plet, når den blev kastet, og at den altid vendte tilbage af sig selv.

Sindre og Brokk bringe de sjældne ting til Asgård, så kunne guderne selv dømme mellem ham og Loke. Odin, Thor og Frej blev dommerne. Loke fremviste de ting, han havde fået lavet, og forærede Odin spydet, der altid rammer plet, Thor fik guldhåret, og Frej fik det mærkværdige skib. Alle mente, at Loke måtte have vundet væddemålet, men så tog Sindre og Brokk deres ting frem. De gav Odin ringen Draupner, Thor fik hammeren Mjølner, og Frej fik grisen Gyldenbørste.

Guderne afgjorde nu, at dværgene havde vundet, især fordi hammeren kunne beskytte dem mod de grumme jætter. Det betød, at Loke skulle af med sit hoved. Loke tilbød i stedet Brokk en sum penge for sit hoved, men fværgen sagde nej. Derefter forsøgte at stikke, men blev hentet igen af Thor. Endelig sagde han, snedig, som har var: "Tag bare mit hoved, det er jeres, men rør ikke min hals, for den er min egen". Det blev Brokk forståeligt nok sur over, og han tog en nål og syede Lokes mund sammen for at slippe for at høre på hans glatte tunge. Der gik lang tid, inden Loke igen fik munden op (på gled)- og det har sikkert fornøjet aserne vældigt.

 

Thors brudefærd

Thor havde været ude at spadsere en lang tur, og på vejen hjem havde han lagt sig under et træ for at få en lur. Da han vågnede, var hans hammer Mjølner var væk. Han havde den altid ved sin side, for han vidste, at jætterne kun frygtede ham på grund af den. Thor gik til Loke og fortalte om hvad der var sket. Derefter gik de til Freja, og Loke lånte hentes fjederham og fløj til Udgård som en falk. Loke regnede med, at det var en af jætterne, som havde stjålet hammeren. Fra luften fik han øje på jætten Trym, som var ugift og boede sammen med sin søster. Loke landede tæt ved Trym, som var i gang med at klippe manken på sin hest. Trym, som nok kunne regne ud, at ingen almindelig fugl ville sætte sig så tæt på en jætte, spurgte om Lokes ærinde, og Loke fortalte om Thors hammer, som var forsvundet. Trym indrømmede, at han havde taget hammeren og gemt den otte mil under jorden, men han ville kun udlevere den, hvis han fik kærlighedsgudinden Freja til hustru.

Med den besked måtte Loke tage tilbage til Asgård, og han kaldte guderne sammen til råd. Freja nægtede at gifte sig med jætten, og selv om hendes mand jo havde været bortrejst i mange år, så var hun allerede gift. Ingen vidste, hvad de skulle gøre, indtil Heimdal rejste sig og foreslog, at Thor lod sig klæde ud som brud og tog til Udgård. Thor var selvfølge imod hans rolle i planen, men Loke lod ham forstå, at det var den eneste mulighed, og hvis han ikke gjorde det, ville jætterne overtage magten i Asgård. Thor blev klædt i brudedragt og smykker blev hængt om hans bryst, og Loke klædte sig ud som Frejas tjenestepige. Både Thor og Loke fik slør for ansigtet for ikke at blive afsløret.

Da Trym hørte dem komme, blev han henrykt og kaldte han alle de andre jætter til bryllupsgilde. Thor spiste en hel okse, otte fisk og al den kage, som kvinderne skulle have haft, og han tømte sit drikkehorn med mjød fem gange. Trym var noget forbavset over sin bruds appetit, men den snarrådige Loke fortalte, at bruden ikke havde spist eller drukket i otte dage, således længtes hun efter at blive gift. Trym blev glad og bøjede sig frem og løftede sløret for at kysse sin brud, men veg forskrækket tilbage, da Thor sendte ham et vredt blik. Men Loke forklarede, at bruden af længsel ikke havde sovet i otte nætter. Det lykkedes Loke at overtale Trym til at lade hammeren Mjølner hente, den skulle jo være en bryllupsgave til Freja. Trym beder sine karle om at hente hammeren, som bliver lagt i brudens skød. Da rejste Thor sig, rev sløret af, greb hammeren og Trym og alle bryllupsgæsterne. Derefter kørte Thor og Loke tilbage til Asgård. Nu var samfundsordenen genoprettet, og hammeren var hos sin rette ejermand. Her skal den være indtil Ragnarok, hvor Thor i det sidste store opgør skal kæmpe mod Midgårdsormen. Efter Ragnarok vil de nye guder, Modi og Magni komme til at eje Mjølner - men det er en anden historie, som du får om lidt.

 

Thors besøg hos jætten Hymer

Engang var aserne inviteret til gilde hos Ægir, den mægtige jætte, som herskede over havet. Fra tidligere sammenkomster vidste han, at aserne kunne drikke umådelige mængder af mjød, og han havde ikke en kedel, som var stor nok. Der var kun én, som havde en sådan kedel, og det var jætten Hymer, og derfor fik Thor og Tyr til opgave at tage til Hymers gård og låne den.

Hymer var ikke specielt begejstret for besøget, men bød dem indenfor, som traditionen byder. Han slagtede tre tyre, hvoraf Thor alene åd de to til aftensmad. Hymer syntes, at det var lige i overkanten, og lod Thor vide, at med den appetit måtte han hellere hjælpe til med føden tage med på fisketur den følgende morgen.

Næste morgen spurgte Thor Hymer, hvor han kunne finde noget madding, og Hymer pegede om bag gården og sagde, at han måtte kunne finde noget der. Hymer havde regnet med, at Thor ville grave efter orm, men Thor brækkede i stedet hovedet af Hymers yndlingstyr, som græssede på grønningen bag huset. Hymer lod ikke sin forbitrelse mærke, og de sted ombord i Hymers båd. Thor greb årerne og roede udaf. Snart sagde Hymer, at det var her, han plejede at fiske, men Thor ville lidt længere ud. Uanset hvor langt, de kom ud, ville Thor længere ud, og til sidste nåede de helt ud på verdenshavet. Hymer blev bekymret og sagde, at her risikerede de at møde den farlige Midgårdsorm. Endelig satte Thor tyrehovedet på en vældig krog fiskesnøren og lod maddingen synke til bunds, og det varede ikke længe, inden Midgårdsormen bed på krogen. Den rykkede så hårdt i snøren, at Thor slog hænderne til blods på rælingen. Nu stemte Thor benene mod bunden, så den gik i stykker, og han trak ormen helt op til rælingen, og de to dødsfjender så hinanden i øjnene. I samme øjeblik, som Thor rakte ud efter Mjølner, skar den rædselsslagne Hymer snøren over, og ormen forsvandt i dybet. Thor blev rasende, men sagde intet og lod Hymer ro ind til bredden.

Om aftenen fortærede de to hvaler, som Hymer havde fanget på udsejlingen. Efter måltidet udfordrede Hymer Thor til en styrkeprøve, som bestod i, at Thor skulle smadre Hymers krus. Denne tilsyneladende nemme opgave viste sig særdeles vanskelig, og snart havde Thor smadret adskillige søjler i Hymers hal, men kruset holdt. Da sagde Hymers hustru, som var moder til Tyr: "prøv at ramme Hymers pandeskal, den er stærkere end hans bæger". Thor kastede kruset af al sin kraft mod Hymers pandeskal, og kruset gik i stykker. Hymer beklagede tabet at sit bæger, men han erkendte sit nederlag og lod Thor og Tyr gå med kedlen. Tyr kunne ikke rokke kedlen, men Thor tog det over hovedet og gik. På vejen tilbage mod Ægirs gård opdagede de, at de blev forfulgt af en flok jætter med Hymer i spidsen. Thor stillede kedlen fra sig, greb Mjølner og dræbte samtlige jætter. Og således gik det til, at aserne kom til at holde gilde i Ægirs sal med masser af mjød. Denne fortælling er endnu et eksempel på, at selv guderne ikke kan gribe ind i og forstyrre verdensordenen.

 

Thors tvekamp med jætten Hrungner

En dag ser Hrungner, den stærkeste af jætterne, Odin komme ridende på Sleipner. Odin praler med, at hans hest ikke har sin lige i nogen af de ni verdener, hvilket straks får Hrungner til at sætte efter ham på hesten Guldfaxe. Så hurtigt rider han, at han glemmer at se sig for, og pludseligt befinder han sig inde i Valhalla, hvor fjenderne, aserne sidder. Guderne lader ham drikke store store mængder mjød af Thors kæmpestore drikkekar og snart brovter han, at han vil dræbe guderne, bortføre gudinderne og ødelægge Asgård. Ja han ville endog drikke al asernes mjød. Da dukker den rasende Thor pludselig op og hæver Mjølner til slag. Men Hrungner gør opmærksom på, at det er usselt at dræbe en våbenløs mand. I stedet aftales, at parterne skal mødes i en tvekamp på et senere tidspunkt, og de må begge medbringe en hjælper.

Da jætterne hører om kampen, bygger de en vældig lerjætte, Mokkurkalfe, der skal hjælpe Hrungner i kampen. Mokkurkalfe bliver forsynet med et hoppehjerte. Rungner selv er bevæbnet med en slibesten og fører et skjold, som selv Mjølner ikke kan gennemtrænge. Thor medbringer den kvikke Tjalfe som hjælper.

Da kampen skal til at begynde, skriger Tjalfe til Hrungner, at Thor vil angribe ham nedenfra, og straks stiller Hrungner sig på sit uigennemtrængelige skjold. I virkeligheden kommer Thor løbende hen imod Hrungner, og i samme sekund, som Thor kaster kaster Mjølner, kaster Hrungner sin slibesten, og de rammer hinanden i luften. Mjølner smadrer stenen og fortsætter sin bane for at knuse Hrungners hoved, mens Thor falder om med en splint fra jættens slibesten i panden. Desværre kommer Thor til at ligge under jættens fod og er ved at blive kvalt. I sidste øjeblik bliver han reddet af sin søn Magne, der, skønt han kun er tre dage gammel, som den eneste af guderne er i stand til at løfte jættens fod. Desværre for jætterne pissede lerjætten Mokkurkalfe af skræk ved synet af Thor, med det resultat, at hans ben går i smat, hvorefter Tjalfe kan fælde lerjætten uden besvær.
 

Jætten Tjasse bortfører Ydun

Som du måske husker, er Ydun (eller Idun) ungdommens gudinde og Brages kone. Hun vogter de fortryllede æbler, der holder aserne unge til evig tid (eller i hvert fald indtil Ragnarok). Engang er Odin, Høner og Loke på tur i Jotunheim (Udgård, hvor jætterne bor). Om aftenen går de i gang med at stege en okse over ilden (mindre kan vel ike gøre det, når man er hele tre mand). De er sultne, og det tager som bekendt nogen tid at stege en hel okse, så de ønsker, at der var en hurtigere måde st stege en okse på. De tænker ikke på, at de befinder sig i fjendeområde i Jotunheim, og pludselig dukker jætten Tjasse op forklædt som en ørn og tilbyder at baske med vingerne for at få ilden til at blusse op, mod at han får noget af kødet. Aserne indvilligede, og kødet bliver hurtigt mørt. Tjasse hopper ned og sluger det meste af oksen. Loke synes, at der er i overkanten for den beskedne tjeneste, og slår Tjasse med en gren. Du har nok gættet, at det ikke er en helt almindelig gren, og Loke kan ikke slippe den igen, samtidig med, at grenen hænger fast i Tjasse. Tjasse flyver højere og højere med Loke, hvis arme er ved at blive rykket af led. Tjasse flyver rundt med Loke, indtil han lover at lokke Ydun til at gå uden for Asgårds mur med sine æbler.

Loke bilder Ydun ind, at han udenfor Asgårds mur har set nogle æbler. som til forveksling ligner hendes, og hun indvilliger i at bringe sine æbler med for at sammenligne. Således får Tjasse bortført Ydun. Der går nogen tid, inden aserne opdager, at Ydun er borte, for hun plejer at holde sig for sig selv. Aserne begynder dog snart at mærke alderdommens åg og konstaterer således, at Ydun er væk. De finder hurtigt ud af, at hun sidst er set sammen med Loke, og han får besked på at skaffe hende tilbage. Modstræbende går Loke med til det, hvis han blot må låne Frejas falkeham.

Rask flyver han afsted mod Tjasses gård, hvor han øjeblikkeligt får øje på Ydun, som han forvandlet til en nød, så han kan have hende i sin ene klo. Tjasse optager straks forfølgelsen, hvilket Odin ser fra sit højsæde Lidskjalv. Han beordrer aserne til at samle en masse letantændelige spåner lige indenfor Asgårds mur. Da Loke nærmer sig muren, dykker han ned mod jorden - det samme gør Tjasse. Aserne antænder spånerne, hvorefter Loke brat retter op, mens Tjasse, som jo er meget tungere i sin ørneham, styrter ind i flammehavet, hvor aserne hurtigt dræber ham. Ydun bliver hurtigt ført tilbage til sin sædvanlige yndefulde skikkelse og deler ud af sine æbler til guderne, som hurtigt genvinder deres ungdommelig. Forbløffende hvad et æble om dagen gør for ens udseende.

Historien fortsætter med, at Tjasses datter Skadi iført hjelm og brynje tager til Asgård for at hævne sin Fader. Aserne ønsker forlig og tilbyder hende mandebod. Hun må udvælge sig en af dem til mand, men hun skal træffe sit valg uden at se mere end mandens Ben. Da Skadi får øje på et par ualmindeligt smukke ben, tror hun, at det er den lydefri Balder, og vælger ham. Det viser sig imidlertid, at benene tilhører havguden Njord, som er fader til Frej og Freja. En anden betingelse er, at Aserne skal få hende til at le. Loke binder en snor om skægget på en gedebuk, og fastgør den anden ende af snoren til sine egne kønsdele. (De var ikke sarte, de gamle nordboere). De to parter giver skiftevis efter, og begge bræger højt, og da Loke til sidst lader sig falde ned i hendes skød, overgiver hun sig og griner. Til yderligere oprejsning tager Odin Tjasses to øjne og slynger dem op på himlen, hvor de lyser som stjerner. Njord og Skadi kan ikke rigtig blive enige om, hvor de skal bo. Derfor bor de skiftevis seks måneder af året på Njords gård bed havet, og seks måneder i bjergene i Trymheim, som ligger i Jotunheim. Således endte alt godt, forlig blev indgået, bod betalt, og vi fik også et indblik i tidens lidt grovkornede humor.

 

Thor besøger Udgårdsloke

Thor har fået lyst til at besøge jætten Udgårdsloke, som bor på gården af samme navn, og som så ofte før er Loke hans rejsefælle. Det samme er Tjalfe og Røskva, de to menneskebørn, som du sikkert husker. Det er ved denne lejlighed, at en af Thors bukke bliver halt, så resten af turen foregår til fods, mens vognene og bukkene bliver tilbage hos børnenes forældre. Da det begynder at blive mørkt, støder de på et besynderligt hus, som er helt åben i den ene ende. Da de er gået til ro, begynder det at buldre kraftigt, og dette fortsætter hele natten. Thor går ud af hytten for at finde ud af, hvad der buldrer, og ved siden af hytten ligger en kæmpe og snorket, så jorden ryster. Da kæmpen vågner op, fortæller han, at han hedder Skrymer, og det viser sig, at de har overnattet i hans vante. Skrymer foreslår, at de skal slå følge den næste dag. Da han også foreslår, at de skal være fælles om maden, slår Thor til, da han kan se, at Skrymers madpose er meget stor. Inden de igen går til ro, siger Skrymer, at Thor blot kan tage hans madpose, for han er ikke selv sulten. Men uanset hvor meget Thor slider, kan han ikke binde knuden op, Thor svinger da Mjølner og slår Skrymer lige i panden. Skrymer vågner op et øjeblik og siger: "Jeg tror min sandten en flue landede på min pande" og falder i søvn igen. Thor strammer sit styrkebælte en smule mere og slår atter Skrymer for panden med Mjølner, som denne gang synker i til skaftet. Skrymer vågner igen og siger: "Jeg tror, at et blad faldt ned i hovedet på mig" og lægger sig til at sove igen. Nu strammer Thor styrkebæltet så meget, som det er muligt, og kaster af al kraft Mjølner, som forsvinder ind i hovedet på Skrymer. Skrymer vågner og og bemærker: "Jeg tror minsandten, et agern faldt ned i hovedet på mig". Det er imidlertid blevet morgen, og sammen begiver de sig på vej østpå.

Da de kommer til en korsvej, siger Skrymer: "Jeg går ud fra, at vores veje må skilles her. Jeg selv skal mod nord og I skal vel ikke skal længere mod øst?". Thor spørger: "Hvorfor tror du det?", hvortil Skrymer svarer: "For lidt længere mod øst ligger Udgård, og der er Udgårdslokes gård. Folkene der er ikke så glade for små fremmede som jer, for de er selv meget større end jeg". Thor ignorer advarslen og sammen med Loke, Tjalfe og Røskva begiver han sig videre.

Snart kommer de til gården, der ganske rigtigt er enorm. De bliver budt indenfor af Udgårdsloke, som siger, at alle i hans hal er bedre end andre, og derfor må også gæsterne bevise deres værd ved at konkurrere i en disciplin efter eget valg. Loke siger, at han er sikker på, at han kan spise hurtigere end nogen anden i Udgårdslokes hal. Et stort trug med mad kommer på bordet, og Lue bliver udvalgt til at kæmpe mod Loke. Loke spiser hurtigt og mødes med Lue på midten af truget, men mens Loke har spist alt kødet og suttet knoglerne rene, har Lue ædt både kød, knogler og truget med. Lue bliver derfor vinder af dysten.

Nu er det Tjalfes tur, og han siger, at han er god til at løbe. Udgårdsloke siger, at Tjalfe skal løbe om kap med Hu, som er den hurtigste dreng på gården. Tjalfe og Hu farer afsted, men Tjalfe er ét skridt efter, da Hu kommer i mål. "Bedst af tre", brøler Udgårdsloke, og drengene stiller op igen. Denne gang er Tjalfe et pileskud bagefter, og tredje gang når han kun halvvejs rundt om banen, også Tjalfe har tabt.

Nu skal Thor vise, hvad han dur til. Han mener, at ingen andre kan drikke som han. Udgårdsloke rækker Thor et drikkehorn og siger: "De fleste her i hallen kan tømme dette horn i ét drag, vi plejer dog at gøre det i to. Men der er endnu ingen, som har måttet bruge tre drag". Thor sætter hornet for munden og drikker, men da han kigger ned i hornet, er det næsten ikke svundet i det. Thor drikker igen, dene gang mere end før, og til sin forbløffelse kan han kun lige netop se, at væsken er svundet en smule. Udgårdsloke siger: "Jeg synes, du levner lovlig meget til sidste drag", og Thor drikker, så det sortner for øjnene, men hornet bliver ikke engang halvt tømt.

Den rasende Thor spørger nu, om der ikke er en anden udfordring, han kan få, og Udgårdsloke siger, at ungerne somme tider går og løfter den gamle kat, der er på gården. Thor spændte styrkebæltet og løfter op i katten, men den skyder blot ryg og løfter sig ikke jorden. Thor prøver endu engang af alle kræfter, men katten slipper kun jorden med den ene pote.

Så vil jeg brydes mod dine mænd, brøler Thor, men Udgårdsloke siger, at hans mænd vist er for store for Thor. I stedet kan han få lov til at brydes mod hans gamle mor, Elle. Thor tager fat i den gamle kone, men uanset hvor meget han anstrenger sig, kan han ikke rokke hende. Faktisk er det således, at jo flere kræfter, han bruger, jo fastere står Elle, og til sidste må han gå ned i knæ og erkende, at Elle har vundet.

Thor forlader straks hallen med sine fæller, og Udgårdsloke følger dem ud. Da de skal skilles, siger Udgårdsloke. "Nu skal du lære sandheden at kende, for jeg har forblændet dit syn fra det første møde i skoven. Og havde vi kendt din styrke, var du aldrig blevet lukket ind". Og han fortalte, at madposen var forhekset med trylleknuder, så ingen andre kunne løse dem. Og han pegede på nogle klipper og sagde, at de tre dale, den ene større end den anden, havde Thor lavet med sin hammer, da han slog efter hans pande. Loke åd godt, med Lue er selve ilden, og den kan ingen hamle op med, når det gælder kunsten at fortære. Og Tjalfe, han er den bedste løber, jeg endnu har set, men Hu er ingen anden end mine tanker, og ingen kan løbe hurtigere end dem".

"Hvad dig selv angår, så var enden af det horn, du drak af, ført ud i havet, og som du selv kan se, er vandstanden faldet betydeligt. Katten var ingen anden end Midgårdsormen i forklædning, og vi blev alle rædselsslagne, da vi så dig løfte dens ene ben. Og endelig var den gamle kone ikke min mor, men alderdommen selv, og mod den kæmper alle forgæves, uanset hvor stærke de er". "Nu skilles vores veje, og jeg skal sørge for, at de ikke mødes igen". Thor greb efter Mjølner, men i det samme sank både gården og Udgårdsloke selv i jorden. Herefter tog Thor og hans rejseselskab tilbage til Asgård.