Alle i klubben er berejse eventyrsjæle som drages mod nye opdagelser, det uopdagede, fremmede og ukendte!

Vi fascineres af de historiske store opdagelsesrejsende, som gennem alle tider har været indbegrebet af eventyret.

​

I klubben er vi særligt betagede af vores nordiske forfædres opdagelsesrejser og historierne fra Knud Rasmussen, Peter Freuchen, Vitus Bering, Fridtjof Nansen, Jens Bjerre, Thor Heyerdal m.fl. som har været med til at kortlægge flere dele af verden.

​

​

​

​

​

 

Nedenfor er kun et lille uddrag af biografier af nogen af de største opdagelsesrejsende gennem tiderne.

 

 

Erik den Røde (950-1007) er opvokset i Norge. På grund af nogle drabssager rejser han sammen med faderen, Thorvald til Island. Nogle år senere slår Erik to mænd ihjel og bliver dømt fredløs i tre år. Han rejser vestpå i 982 og kommer frem til Julianehåb på Grønland. Efter de tre år vender han tilbage til Island for en kortere tid, men allerede i 986 sejler han med 25 skibe og med 700 personer om bord tilbage til Grønland, hvor de grundlægger flere bygder. Disse vikinger bliver på Grønland i flere hundrede år. Hans søn, Leif den Lykkelige opdager sammen med 35 mand Amerika (Vinland) i/omkring år 1000. Erik den Røde gik glip af turen, da han snublede med hesten, lige før de skulle afsted.

 

Leif den Lykkelige (986-1020). I år 1000 vender Erik den Rødes søn. Leif Eriksson (Leif den Lykkelige) tilbage til Grønland fra Norge medbringende den første kristne missionær. Umiddelbart efter opføres den første kristne kirke på grønland. Samme år opdager Leif den Lykkelige sammen med 35 mand Amerika (Vinland) i/omkring år 1000. De går i land på den sydlige del af Baffin Island, hvorfra de fortsætter via Labrador til Newfoundland (Vinland), hvor der er fundet rester af bosættelsen. Hans gruppe er blevet kendt for at være den første, som overvintrede i Nordamerika. På tilbageturen redder de nogle skibbrudne, og det er ved den lejlighed, at Leif får tilnavnet "den Lykkelige". Grupper vender helskindet tilbage til Grønland i foråret 1002, hvor Leif efter faderens død bliver leder af kolonien.

 

Marco Polo (1254-1324) italiensk opdagelsesrejsende og købmand. Han er den første, som rejser tværs igennem Asien til Kina, hvor han besøger den store hersker Kublai Khan i Beijing. Han tager afsted sammen med sin fader og onkel, Nicolo og Maffeo i 1271, og de vender tilbage 24 år senere. Marco Polo opnår en betroet post hos Kublai Khan og foretager mange diplomatiske rejser for ham. Efter tilbagekomsten til Venedig, bliver Marco Polo kastet i fængsel som krigsfange. Her dikterer han sin eventyrlige beretning til sin medfange.

 

Ibn Battuta (1304-1369), ofte benævnt "alle tiders største landrejsende", muslimsk opdagelsesrejsende og pilgrim fra Marokko. 21 år gammel tager han afsted på en rejse, som kommer til at vare omkring 30 år. Hovedformålet er en pilgrimsrejse (Hadj) til Mekka, hvilket som bekendt er enhver god muslims pligt. Hans rejse kommer til at strække sig over 140.000 km, og han besøger noget, der svarer til 45 af nutidens lande. Da han vender hjem, får sultanen ham til at diktere sin beretning "Rihla" til en skriver.

 

Zheng He (1371-1433), kinesisk, muslimsk admiral. Da han er 10-11 år, bliver faderen myrdet af kejserens soldater, hvorefter Zheng He kastreres og kommer i tjeneste hos en Ming prins. Efter at denne prins er blevet kejser, bliver Zheng He udnævnt til admiral med ansvar for verdens største flåde, som er under opbygning. De største skibe er ca 5 gange større end fx Columbus' skibe. Med denne flåde foretager Zheng He 7 ekspeditioner til Indien og Østafrika. Nogle mener endog, at flåden kom til Amerika mere end 50 år før Columbus.

 

Henrik Søfareren (1454-1512) er kendt for at have stået bag de første portugisiske opdagelsesrejser, på hvilke man bl.a. opdager Madeira (1420), Açorerne (1427), rundede Kap Bojador (1434), Kap Blanc (1441), Kap Verde (i 1450'erne), sejler rundt om Kap Vert (1455) og når Gambia River (1456) og Kap Palmas ved Liberia(1460). Det er hans utrættelige indsats, som i årene efter hans død fører til, at man sejler syd om Afrika og finder søvejen til Indien. Han deltager ikke selv i nogen af disse ekspeditioner, men han ændrer verdenskortet ved at grundlægge en navigationsskole med uddannelse af astronomer, kartografer og skibsbyggere, og med utrættelig energi sætter han gang i udforskningen og opdagelsen af verden og lægger grunden til Portugals koloniimperium.

 

Bartholomeu Diaz (1450-1500), portugisisk sømand og opdagelsesrejsende. I 1487-1488 leder Diaz den første europæiske ekspedition, som det lykkes at sejle syd om Afrikas sydspids. Diaz døber det "Stormenes forbjerg", men det bliver senere af den portugisiske konge omdøbt til "Kap det gode Håb". Denne rejse bliver et genembrud for at finde den længe søgte søvej til Indien. Diaz er i 1500 med Pedro Álvares Cabral på en ekspedition, hvorunder de opdager Brasilien. Under en voldsom orkan forliser flere af ekspeditionens skibe, og Diaz drukner i nærheden af Kap det gode Håb.

 

Christoffer Columbus (1451-1504) Christopher Columbus (1451-1506), italiensk sømand opdagelsesrejsende, som i 1492 sejler over Atlanterhavet for at finde en vestlig rute til Indien. Han foretager i alt 4 rejser i årene 1492-1504 for det spanske kongepar, Ferdinand II og Isabella. Hans drøm er at finde en vestlig søvej til Indien. Columbus er dog ikke den første til at nå frem til Amerika, som allerede er beboet, inden han kommer frem. (Som et kuriosum kan nævnes, at der på det tidspunkt boede flere mennesker i Amerika end i Europa). Han er end ikke den første europæer, idet vikinger fra Nordeuropa flere hundrede år forinden har besøgt Nordamerika og oprettet en mindre koloni. Columbus' rejser fører hurtigt til erkendelsen af, at der eksisterer "en ny verden" udover den velkendte gamle verden.

 

Amerigo Vespucci (1454-1512) italiensk søfarer, der som den første indser, at Columbus har fundet et nyt kontinent og ikke blot en ukendt del af Asien, og han sikrer, at denne viden bliver udbredt til Europas befolkning. Som den første europæer når han frem til Brasiliens kyst og udforsker dens kystlinie. Han er ligeledes den første, som når frem til Columbia, Uruguay og Argentinas kyster. Han opdager to af verdens største floder, Amazon og Plata. Han kortlægger strømforholdene ved ækvator og foretager præcise stedbestemmelser på basis af astronomiske observationer. I 1507 bliver den nye verdensdel - eller rettere de to nye verdensdele - opkaldt efter Amerigo. Det sker, da den tyske kortmager, Martin Waldseemüller udgiver det første kort, som også indeholder Nord- og Sydamerika.

 

Vasco da Gama (1469-1529), portugisisk søfarer, der som den første europæer sejler fra Europa til Indien neden om Kap Det gode Håb fra 1497-1499. Manuel I af Portugal udnævner Vasco da Gama til admiral af det indiske ocean for hans bedrift, som giver Portugal et afgørende forspring i krydderihandelen med Indien. Fra 1502-1503 er Vasco da Gama igen i Indien, denne gang med en større flåde. Endelig bliver han sendt til Indien for 3. gang for at rydde op i den korruption, der finder sted. Han dør juleaften 1524 af malaria, udslidt efter strabadserne i troperne.

 

Ferdinand Magellan (1480-1521), portugisisk opdagelsesrejsende, der som den første gennemfører en jordomsejling. På færden opdager han strædet mellem Atlanterhavet og Stillehavet - i dag benævnt Magellanstrædet. Han bliver dræbt under et slag med de indfødte på øen Maktan på Filippinerne. Af fem skibe når kun et hjem igen. Han realiserer den drøm, som Columbus havde om at finde en vestlig søvej til Indien og Asien.

 

Jacques Cartier (1491-1557), fransk opdagelsesrejsende, som leder tre ekspeditioner til Canada i 1534, 1535 og 1541. Han søger efter en rute til Stillehavet gennem Nordamerika (den såkaldte nordvestpassage) - uden at finde den. Cartier baner vejen for den franske opdagelse af og bosætning i Nordamerika. Cartier sejler mere end 1500 km op ad St Lawrence floden. Han forsøger at etablere en beboelse, hvor Quebec ligger i dag, men må opgive som følge af den strenge vinter. Cartier navngiver Canada; der er vistnok tale om en sproglig misforståelse, idet betegnelsen for en landsby eller beboelse er "kanata" på irokesisk.

 

Samuel de Champlain (1567-1635), fransk opdagelsesrejsende, som beskriver og kortlægger størsteparten af den nordøstlige del af Nordamerika. Han grundlægger en koloni i Quebec. Champlain er model for den nye type opdagelsesrejsende, som klarer sig alene ved hjælp af egne ressourcer, som lever blandt indianerne, og ofte tager en indianerkvinde til hustru. Champlain er guvernør for Quebec området fra omkring 1610 til sin død i 1635.

 

Jens Munk (1579-1628), dansk/norsk sømand, født udenfor ægteskab som søn af den danske lensmand over Norge, Erik Munk. Faderen kaster i fængsel og mister sit adelspatent. Jens Munk stikker til søs som 12-årig. Efter at være blevet overfaldet af sørøvere tilbringer han de næste seks år i Brasilien. Da han kommer tilbage til København, får han at vide, at faderen har hængt sig efter et forgæves flugtforsøg fra Dragsholm. De følgende seks år sejler han i fast rutefart på Estland, Polen, Holland, og Spanien. Han deltager i Kalmarkrigen 1611-1613. I 1619 sender Christian IV Jens Munk afsted med to skibe, fregatten "Enhjørningen" og jagten "Lamprenen" for at finde Nordvestpassagen, dvs en søvej til Kina og Indien ved at sejle nordpå. Han tilbringer den voldsomme arktiske vinter i Hudsonbugten, hvor alle hans folk dør med undtagelse af to. Disse tre personer lykkes det at sejle "Lamprenen" tilbage til Danmark. Undervejs må Jens Munk tilbringe nogen tid i fængsel i Bergen.

 

Vitus Bering (1681-1741), dansk sømand, født i Horsens, går i russisk tjeneste efter nogle års sejlads på både de østindiske og de vestindiske øer, deltager med hæder i Den Store Nordiske Krig. Han udpeges af tsar Peter den Store til at stå i spidsen for en ekspedition, som skal udforske farvandet mellem Asien (Sibirien) og Amerika (Alaska) og afklare, om de to verdensdele er landfaste. Efterfølgende sendes han afsted som leder af den største ekspedition, som verden hidtil har set for at lave videnskabelige undersøgelser i Sibirien af naturen og indbyggerne, kortlægge den sibiriske kyst, tage til Amerika og beskrive dets kystlinie, finde en søvej til Japan mhp oprettelse af handelsforbindelser og lægge nye territorier til det russiske rige. En ekspedition, som involverer omkring 10.000 mand. Bering fuldfører ekspeditionen, men dør ca to dages sejlads, før han ville have nået sit udgangspunkt. Han æres i Rusland som "tsarens Columbus", som udforskede søvejen til Amerika fra vest.

 

Heinrich Schliemann (1822-1899), købmand og arkæolog, som forlader sit barndomshjem i en lille tysk landsby og tager ud i verden for at tjene penge og blive berømt. Under sin ansættelse i Amsterdam lærer han sig selv engelsk, fransk, russisk mm. i sin fritid. Derefter tager han til St. Petersborg, hvor han tjener en formue som købmand. Drnæst tager han til Californien, hvor der er guldfeber, og opretter en bank og fordobler sin formue. Godt 40 år gammel har han penge til resten af livet og beslutter at bruge dem på arkæologiske udgravninger. Med Iliaden i hånden tager han til Tyrkiet og finder og udgraver det forhistoriske Troja. Efterfølgende tager han til Grækenland og udgraver den kæmpemæssige kongeborg ved Mykene og finder bl.a., hvad han antager er, kong Agamemnons dødsmaske. Endelig fortsætter han udgravningerne ved Tiryns.

 

Carsten Niebuhr (1733-1815), landmåler og geografisk rejsende, født i Hadeln, Hannover. Må opgive sine studier på latinskolen, da først moderen siden faderen dør. 22 år gammel tager han til Hamborg, hvor han studerer latin, almindelige skolefag og geometri, og i 1757 drager han til Göttingen for at uddanne sig til landmåler ved universitet. Han accepterer et tilbud om at deltage i den "arabiske Expedition" og foretage astronomiske observationer, landmålinger og tegne kort. Den 7. januar 1761 afsejler ekspeditionen fra København og tager via Konstantinopel og Alexandria til Sinai-halvøen. Herfra går turen via Suez til Yemen, målet for deres rejse. I det usunde klima dør først sprogvidenskabsmanden van Haven, siden naturvidenskabsmanden Peter Forskål af malaria. På skib til Bombay dør tegneren Baurenfeind og lægen Kramer. Efter ankomst dør også tjeneren Berggren, og Niebuhr, som også er ramt af malaria, er nu den eneste overlevende af de seks ekspeditionsmedlemmer. Efter 14 måneders ophold i Bombay sejler han tilbage til Arabien, lander i Maskat, Omans hovedstad, og tager over Bender Buschir og Schiraz til Persepolis' pragtfulde ruiner. Herfra går hjemturen over Bagdad, Mosul, Cypern, Jaffa, Jerusalem, Damaskus, Anatolien, Konstantinopel og det europæiske fastland. Han når tilbage til København i november 1767. Han ender sin tilværelse som landskriver på sin hjemegn i Ditmarsken og dør den 26. april 1815.

 

Arthur Evans (1851-1941), britisk arkæolog, som efter en karriere som glødende udenrigskorrespondent på Balkan tager til Kreta for at udforske og om muligt bryde et forhistorisk sprog, han har møde på segl og signetringe i Athen og andre steder i Grækenland, men som i stedet kommer til at udgrave det kæmpemæssige paladsområde Knossos og derved skriver de første 2000 år af Europas historie. Evans er i modsætning til Heinrich Schliemann resultat af en engelsk kostskole- og universitetsuddannelse. Hvor Schliemann kommer fra fattige kår, kommer Evans fra en velhavende baggrund. Familien Evans bekoster mere end 30 års udgravninger på Kreta. Begge disse mine helte forfølger deres drøm om at påvise eksistensen af tidligere kulturer.

 

Fridtjof Nansen (1861-1930), norsk polarforsker og videnskabsmand. I 1888 opnår han verdensberømmelse ved i 1888 som den første at krydse Grønland på ski. Hans senere rejser med skibet "Fram" over det arktiske ocean, hvor han fra 1893-1896 forsøger at nå nordpolen, vækker opsigt verden over. I 1905 spiller han en fremtrædende rolle i forbindelse med opløsning af unionen mellem Sverige og Norge og viser store evner som statsmand, diplomat og politiker. Han udfører en fantastisk indsats for de flere hundrede tusinde flygtninge, som opstår under og efter første verdenskrig, ligesom han er i spidsen for løsning af det problem, der opstår, da mere end en million grækere flygter fra Tyrkiet - og en del tyrkere den modsatte vej. For sine store humanitære fortjenester modtager han Nobels fredspris i 1922.

 

Ludvig Mylius-Erichsen (1872-1908), dansk opdagelsesrejsende og polarforsker, samt forfatter og journalist. Fra 1902-1904 er han leder af Den litterære Grønlandsekspedition med deltagelse af Knud Rasmussen, Jørgen Brønlund, Knud Rasmussens grønlandske barndomskammerat, samt maleren grev Harald Moltke. Sammen passerer de den berygtede Melville bugten på hundeslæde. Fra 1906-1908 gennemfører han Danmarksekspeditionen til det allernordligste Østgrønland. 28 mand rejste ud, kun 25 vendte hjem. Under besynderlige omstændigheder omkommer Mylius-Erichsen, Niels Peter Høgh Hagen og Jørgen Brønlund. Kun Jørgen Brønlunds lig er blevet fundet tillige med hans dagbog. Uden held er der siden gennemført et antal eftersøgningsekspeditioner for at finde ligene af de savnede og evt. deres dagbogsnotater.

 

Knud Rasmussen (1879-1933), dansk opdagelsesrejsende, født på Grønland, hvor han boede indtil han var 12 år. Han har næsten udelukkende grønlandske legekammerater og bliver stærkt påvirket af grønlandsk levevis og behersker snart det grønlandske sprog. Han kommer til København, hvor han (efter flere forsøg) tager studentereksamen. Fra 1902-1904 gennemføres han 'Den litterære Grønlandsekspedition' under ledelse af Mylius-Erichsen. På den tur bliver han klar over, at han vil bruge sit liv til at udforske polareskimoerne historie og kultur. I 1910 opretter han handelsstationen Thule sammen med sin ven Peter Freuchen, som bliver bestyrer af stationen. Fra 1912-1933 planlægger og gennemfører han 7 arktiske ekspeditioner, hvorunder han kortlægger hidtil uudforskede områder af Grønland. Under den 5. ekspedition fra 1921-1924 foretager han 'verdens længste slæderejse', og gennemrejser Nordgrønland, hele arktisk Canada og Alaska gennem Nordvestpassagen til Beringstrædet sammen med to polareskimoer. Turen varer godt 18 måneder, og der tilbagelægges mere end 18.000 km på hundeslæde. Stort set alle eskimostammer i området besøges. I 1932 bliver Knud Rasmussen medlem af den danske delegation ved Den Internationale Domstol i Haag og får en afgørende indflydelse på, at Østgrønland i 1933 tilfalder Danmark og ikke Norge. Han dør 54 år gammel i 1933, og der udbryder landesorg i både Danmark og Grønland.

​

​

​